Tegn i sol og måne 2016
Væggen er fyldt med cirkler i forskellige, farvede mønstre i gouache i et helt almindeligt A4-format. Ikke to er ens. Det minder om at kigge i et kalejdoskop: ligesom hver enkelt lille bevægelse kaster et nyt strålende mønster af sig inde i kikkertrøret, har cirklen på væggen muteret og forvandlet sig til nye former i andre farver, når vi flytter øjnene.
English below
SIGN IN SUN AND MOON 2016
OM TEGN I SOL OG MÅNE
Væggen er fyldt med cirkler i forskellige, farvede mønstre, udført i gouache i et helt almindeligt A4-format. Ikke to er ens. Mønstrenes former er alle ordnede omkring cirklens centrum. At betragte de mange cirkler ved siden af hinanden minder os om oplevelsen af at kigge i et kalejdoskop: Ligesom hver enkelt lille bevægelse kaster et nyt strålende mønster af sig inde i kikkertrøret, har cirklen på væggen muteret og forvandlet sig til nye former i andre farver, når vi flytter øjnene.
Ida F. Ferdinands udstilling Tegn i sol og måne arbejder med ornamentet, der befinder sig mellem det mineralske og det organiske. Mellem systematik og åben dynamik. Som også udstillingstitlen antyder, er en kosmisk orden til stede i disse værker – vi genkender den i fraktale snefnug, krystaller eller blomsterkroner, der åbner sig mod den første forårssol. Når vi giver os god tid foran cirklerne, bliver det imidlertid tydeligt, at selvom de følger et princip, er det ikke den stringente serialitet og automatik, Ida F. Ferdinand interesserer sig for. Snarere brydes systematikken af en stoflighed i de hurtige penselstrøg og glidende farveovergange, der giver hver enkelt cirkel sin helt egen personlighed, energi og livagtighed – særtræk vi ikke ville opdage, hvis ikke vi kunne sammenligne med de andre cirkler. Der er ikke tale om romantik her – hver enkelt cirkel er i bunden af papiret akkompagneret af sin egen farvekode, så kunstnerens arbejds- og tankeproces bliver en synlig del af værket.
Cirkelornamentet er for Ida F. Ferdinand lig med det levede liv. Ikke i videnskabelig forstand vel at mærke, for i det sprog mærker man ikke pulsen, følelsen. Snarere opdager vi her foran Ida Ferdinands cirkler, at ornamentet aldrig blot er et abstrakt koncept eller en statisk form, men henvender sig til os med sin helt egen stoflige, ustabile livlighed – og altid er både formende og formet af livet og det levendes verden. Og sådan kan udstillingstitlen også forstås; som en talemåde, der peger på det almene. I dette tilfælde: At ornamentet rører os alle.
Tekst: Kunsthistoriker Rosanna TindbæK
SIGN IN SUN AND MOON 2016
The wall is filled with circles in different, colored patterns executed in gouache in regular A4-format. No one two is the same. The shapes of the patterns are all adjusted in accordance with the center of the circle. Gazing at the many circles side by side reminds us of the experience of looking through a kaleidoscope; every movement creating a new radiant pattern, just as the circles on the wall mutate and transform into new shapes, when we move the eye.
Ida F. Ferdinand exhibition ’Signs in sun and moon’ works with the ornament that moves between the organic and the mineral. Between systematics and open dynamism. As the title of the exhibition indicates, a cosmic order as at place in these works – we recognize it in the fractal snowflake, crystals or flower buds opening towards the first ray of sunshine in the spring. However, when we take our time gazing at the circles, it becomes apparent that even though they adhere to a principal, it is not the strict series and the automatic process; Ida F. Ferdinand is interested in.
Moreover, the systematics is broken by a materiality in the quick brushstrokes and sliding color transitions, giving each circle its unique personality, energy and liveliness – characteristic we wouldn’t notice if we couldn’t compare with the other circles. However, this is not a case of sentimentality – at the bottom of the paper each circle is accompanied by its own color code: making the artist work- and thought-process a visible part of the piece.
The circular ornament is for Ida. F. Ferdinand equivalent to a life lived. Not in a scientific sense, for in that realm you do not sense the pulse, the emotion. Moreover, standing in front of Ida Ferdinand’s circles we discover, that the ornament is never just an abstract concept or a static form, but addressees us with its own unique material, unstable liveliness – always forming and being formed by life and the life of the living. And thus the title of exhibition can also be understood: as a phrase pinpointing the ordinary. In this case: that the ornament moves us all.
Text: Art Historian Rosanna Tindbæk